Hvalpe

Tilbage i klubbens start - i 1979 - eksisterede der næsten ikke hvalpetræning i Danmark. Man havde i mange år haft den opfattelse, at hunde først kunne begynde at lære noget, når de blev omkring 1 år.
Som en slags forsøg startede vi i 1981 op med egentlige hvalpehold, hvor vi prøvede at lege tingene ind i hundene. Det har siden vist sig at være så stor en succes, at vores daværende hvalpeprogram har dannet grundlag for vores begynderprogrammer i dag.
Og ideen var da også god nok til at stort set alle træningspladser i dag har hvalpetræning.

Vist opstår der da problemer med træningen, når hundene kommer i puberteten, men hvis man som hundefører ta'r den slags afslappet og venter til hunden bli'r moden og voksen, så viser det sig alligevel at det meste hænger ved fra hvalpetiden. Og at hunden stadig synes det er sjovt.
Og eftersom lysten driver værket........

Det grundlæggende på dette niveau er at motivere hvalpene for træningsarbejdet og lade dem opleve arbejdsglæden på et tidligt tidspunkt. Der trænes i følgende øvelser på et let plan: Tandvisning, lineføring, apporte­ring, spring, afdækning, sporsøg, rondering med halsgivning, feltsøg, bidearbejde, samt forcering af forhindringer på færdigheds­banen.
Desuden arrangeres der byture med togkørsel mv. Hvalpe-Motivations-Kursus afsluttes med en standpunktsprøve, hvorefter man kan fortsætte direkte på BGK1-holdene.

HMK kan optages alle hunde, som er fysisk og psykisk sunde og er i alderen 8 uger til 6 måneder.